ET FLYSTYRT

Ole Jensen , f. 1937, var øjenvidne.

Jeg var kun to år ved krigens udbrud, så jeg er krigstidsbarn og har især helt klare erindringer fra krigens to-tre sidste år. Vi - mine forældre, Peder og Maren, mine brødre, Jørgen, f. 1934, og Esben, f. 1939, og jeg - boede i Fredensvang, et kvarter i Viby, tæt ved jernbanen. Den var en vigtig forbindelseslinje for tyskerne til deres tropper i Norge med den lange Atlanterhavskyst, hvor en invation af de ´allierede´ tropper kunne tænkes at foregå. Derfor var den jyske jernbane et vigtigt sabotagemål for de danske frihedskæmpere, og vi hørte ofte brag og støj fra banen om natten, når en aktion var lykkedes. Der var tyske vagtposter ved en viadukt under banen, som vi skulle igennem, hver gang vi havde ærinde omkring Viby Torv, som var den lille kommunes centrum. Tyske soldater var hverdag i kvarteret. 

Vi børn tog ingen særlig notits af det, men vore forældre må have været bange, og det desto mere jo nærmere krigen kom os. Det imponerer mig at tænke på, at de undgik at lade os det mærke. I 1945 vidste alle, at enden var nær, blot ikke hvornår. Hamborg og Lübeck og Kiel var sønderbombede, og der var kampe i Holsten og Slesvig. Hvornår ville krigen nå længere op i Jylland? Hvornår ville det blive alvor her hos os? Hvornår ville Århus blive bombemål? 

I de første majdage i 1945 var der en masse uro på Århus Havn. Tyske marinere havde gjort mytteri, og det samme gjaldt vistnok nogle østrigske soldater. Byen genlød af hyppige skyderier og eksplosioner. Århus var ikke noget trygt sted at bo, og den 4. maj kommer min onkel Arnold agende fra Edslev Knude og henter os med til husmandsstedet, som han og faster Inger havde overtaget i 1943. Den lille ejendom ligger fjernt fra alle hovedstrøg, et sted hvor ingen vej fører videre. Man kunne ikke forestille sig sikrere sted at opholde sig under disse sidste krampetrækninger af den forfærdelige krig. Mine forældre må have åndet lettet op.

Det var stadig småkårstider for husmandsfolk. Der var hverken indlagt vand eller elektricitet. Vand skulle pumpes op ved håndkraft og bæres ind fra vandposten ved hjørnet af loen. Der stod altid en spandfuld i køkkenet ved siden af brændekomfuret. Mænd besørgede i grebningen bag de to-tre køer. Kvinder og børn måtte op på das´et med de døvende dunster nedefra - dragende og skræmmende for drengen fra byen. Når det blev mørkt, samledes man i køkkenet under en enkelt petroleumslampe, hvor snakken gik. 

Denne aften den 4. maj sad vi dog i den lille stue, der var lidt større end køkkenet - to beboere var blevet til syv. Lampen kastede sit gyldne skær, og det var som altid morderlig hyggeligt. Og så lyder befrielsesbudskabet fra BBC i den lille batteridrevne radio! Jeg husker ikke vores reaktion, men det må have været saligt, især for de voksne - og alle er gået til ro i fredens milde favn, med "puslinger" stuvet sammen "i hver en vrå" af det lille stuehus. 

Ved midnatstid vågner vi alle ved et forfærdeligt brag. Fortumlede står vi sammenklumpede i husets dør og stirrer ud i den begsorte nat. Stilheden er skræmmende - oven på braget. Og luften er tæt af benzindampe, så ingen må for Guds skyld tænde lamperne. Vi børn får at vide, at "hvis der sker noget", skal vi tage bryggersdøren på husets bagside og løbe over til Anders Brandstrups på nabogården. Hurtigt kommer vi i tøjet og er igen tilbage hos de andre. Så vænner øjnene sig en smule til mørket, og en stor sort skygge anes ovre ved vandposten. Hvad er det for noget? Hvad er der sket? En V-2-raket - eller? 

Min onkel finder et par lommelygter frem. Han og min far vil over og se nærmere på tingesten. "Peder", klynker min mor, og han må gøre sig fri. Det er noget fra en bombe eller noget andet flyvende, råber de til os. De går videre ud i natten. Ventetiden er ulidelig for os i døren. Vel tilbage fortæller de åndeløst. Det er en firemotorers maskine, knust i utallige dele. De har fundet fire forstrakte og molesterede lig af tyske flyvere.

Senere har vi erfaret, at de var fløjet fra Beldringe flyveplads ved Odense med kurs mod Norge. Maskinen har måttet nødlande, men har ikke kunnet se bakken 50-100 meter vest for Faster og Onkels ejendom, så snuden har boret sig i jorden, maskinen er tippet over og er havnet på ryggen for at splintres ud over flere tønder land. Det krigslandskab, vi står op til, dækker min onkels marker, men akkurat afgrænset af den stråtækte ejendoms lille lade, vandposten og et træ. Var styrtet sket bare tyve meter længere mod nord eller benzindampene eksploderet, var vi alle blevet udslettet!

Det, som har lejret sig i min hukommelse, er oplevelsen af, at det var rasende spændende.

Den 5. majs morgen oprinder med lastbiler fulde af tyske soldater, udkommanderet til afspærring og oprydning, trods kapitulationen. De samler vragrester sammen og kører dem bort. Mest indtryk gør store bunker af ammunition, som de simpelthen skovler op på ladene. I mange år derefter pløjer min onkel metalstumper, granater, patroner - og knoglerester - op. Engang er det et stykke af en hovedskal. Far kommer i snak med en af vagterne, en moden mand fra Wien, skolelærer som han selv og i stand til at konversere på engelsk. Det føles ikke som fjendskab. 

Folk fra egnen stimler sammen - og der stjæles fra vraget, også af min egen familie, men vi må vel være i vores gode ret, synes vi. De krigstrætte soldater ser den anden vej. Mine to unge fastre fik syet festkjoler af faldskærmsstof, og i mange, mange år efter havde vi skoletasker af det gode læder, der omgav benzintankene, syet af min håndværksferme far. Det var mangeltider på alle mulige måder, man måtte hjælpe sig, som man kunne bedst. Min far stak en stor springkniv til sig - og en kikkert, en Zeiss, en kostbarhed.

Vi bliver kørt hjem til Fredensvang. I dagene efter leger alle børn sabotører med frihedskæmperarmbind i RAF´s farver, rød-hvid-blå. Få dage senere når Montgomery - Monty kaldet - frem med sine "ørkenrotter", hans hær har efter nedkæmpelsen af Rommel i Nordafrika møjsommeligt drevet de vigende tyskere tilbage den lange vej op gennem Italien, over alperne, op gennem Tyskland - og er nu nået op i Jylland. Jeg står ved vejkanten i Viby sammen med tusinder andre og ser dem køre forbi, siddende og hængende på vognene. Det er som et Tour de France-felt ved Alp d´Huez´s top. Feltmarskallen selv står i en åben jeep og gør honnør og vinker til alle sider, lille, med overskæg og baret. En nabokone får et håndslag af en forbikørende soldat - og vasker ikke hånden i en uge efter. Befrielseseuforien er over os.